Bomulden

Tuesday, May 29, 2007

SELVERKENDELSE


Selverkendelse kan være en god ting og det tror jeg bestemt det er i det her tilfælde. Harebell kjolen bliver skrottet. Jeg har næsten strikket forstykket og jeg har nydt at strikke den. Tvivlen begyndte først at opstå, da jeg tog den op foran mig og så mig selv i spejlet. Kender i det der med, at man forestiller sig selv i noget og tror at man kommer til, at se vildt godt ud og når man så prøver det, er virkeligheden en helt anden. Det var sådan jeg havde det, da jeg så mig selv i spejlet. Alle de ting jeg normalt gerne vil skjule, såsom deller på maven, ridebukselår osv sprang pludselig ud i fuldt flor. Jeg synes stadigvæk kjolen er vanvittig flot, bare ikke til mig.
Istedet er jeg begyndt på en Snowdrop nummer 2 ud af Harebell garnet. Blandingen af den blommefarvede lammeuld og den fuchsia mohair synes jeg bare er så smukt og en Snowdrop til, kan man jo altid bruge.

Sunday, May 27, 2007

ANDREAS TOP




Nu er Andreas top blevet færdig og som man kan se er hun meget tilfreds med resultatet. Farven passer perfekt til hendes nye nederdel.
Opskriften har jeg lavet selv og garnet er safran ( 3 ngl) på p. 3.
Den sidder perfekt på hende og der kommer helt sikkert flere af den slags.

Sunday, May 20, 2007

FIRSER NOSTALGI


Så er starten gået til Andreas lilla top, den skulle jo meget gerne blive færdig her i sommer, for det er jo ikke sikkert, hun kan passe nederdelen til næste år.
Den anden aften sad jeg og så en 80 er film og kom til at tænke på strikkemoden dengang. Jeg kan huske, at jeg samt adskillige andre, var fuldstændig bidt af fænomenet børstet uld, som ofte også viste sig, at være 100 % børstet acryl. Alle strikkede på tykke pinde og når trøjen var færdig, blev den børstet godt og grundig op, med en stiv hårbørste. Så hvor man før var en str.38, så var man stensikker på, at være blevet til en str, 44, når man fik trøjen på og det gjorde det jo heller ikke bedre, at strik helst skulle være megasize.
Alligevel husker jeg 80 erne som et rigtigt godt strikkeårti, jeg elskede de store sweaters og neonfarverne, for ikke at tale om gamascherne og benvarmerne, ja jeg kunne blive ved. Det store spørgsmål er jo så om det overhovedet klædte nogen af os :-)

Friday, May 18, 2007

SOMMERTOPPE


Andrea har 2 søde nederdele, som jeg haft svært ved, at finde matchende sommertoppe til , og så er der jo ikke andet at gøre, end at fatte pindene selv. Den ene nederdel er lilla med store aubergine farvede prikker og den lilla safran passer perfekt. Den anden har en lyserød farve, som egentlig ser helt normal ud, indtil man prøver, at sætte den sammen med andre lyserøde farver ( og guderne skal vide at dem har vi mange af ) vi kan bare ikke finde en, der passer til den her nederdel. Til gengæld, har den nogle små brune blomster over det hele og det er her den brune farve kommer ind, jeg har dog tænkt mig måske, at peppe den op med en guldtråd.

Sunday, May 13, 2007

KJOLEPIGE ???




Jeg er bestemt ikke kjolepige. Jeg har ikke ben til det og føler mig altid akavet med en på, derfor ser man mig som regel altid i et par jeans eller armybukser, med tilhørende gummisko. Nu skal det dog være. Jeg har efter moden overvejelse, besluttet at strikke en kjole, HAREBELL fra Helga Isager. Den bliver lavet i blommefarvet new zealandsk lammeuld og fuchsia kidmohair til effektstriber. Jeg er også helt på det rene med, at den nok kommer til, at være længe undervejs, den strikkes nemlig på tynde pinde, så der bliver nok plads til en del sideløbende projekter.

Monday, May 07, 2007

HØNS OG MASKER


Jeg har været hos min lokale boghandel, hvor jeg har investeret i 2 nye bøger. Den ene er den allerede utrolig populære bog, Hønsefødder og gulerødder af Annette Danielsen og efter at have kigget den igennem, forstår jeg godt, hvorfor den er det, der er virkelig nogle skønne og anderledes modeller i .
Den anden bog, er Masker på mode af Lone Birgitte Sønderby, en god bog med masser af inspiration og interviews med flere kendte strikkere. Der er meget få store opskrifter, men dem der er, er gode, bla. en lækker kjole fra Helga Isager. Der er også en del opskrifter på små sjove ting og de er virkelig sjove og anderledes.
Alt i alt vil jeg sige, at det her er 2 bøger, jeg er virkelig glad for, at have stående på min hylde.

Saturday, May 05, 2007

FÆRDIG FRAKKE

Så blev min stribede frakke endelig færdig. Den er skøn at have på, dog er den ikke så lang, som jeg troede den ville være, men pyt med det, jeg ved allerede, at jeg kommer til, at bruge den meget alligevel.

FAKTA :

Opskrift : Stribet frakke fra Gepard, købt hos Bendix ( som kit)
Garn : Loden. Kittet indeholdt 18 ngl og jeg måtte ud og købe 2 ekstra ngl brun til kraven, da der langtfra var garn nok, jeg brugte dog kun det ene.

Som tidligere beskrevet, fik jeg problemer med kanten da jeg kom til at strikke for mange masker op og da jeg allerede havde syet kanten til da jeg opdagede det, prøvede jeg at hækle en kant med fastmasker ud over og jeg synes faktisk, at jeg er sluppet nogenlunde fra det, jeg kan dog se på billedet, at det stadig bølger lidt.
Den har været skøn at strikke, men det er ikke bare lige et strikketøj man tager med sig rundt, det er der alt for mange ngl garn til og man skal forberede sig på mega meget endehæftning,
da der kun strikkes 1 pind af hver farve ad gangen.

HOT OR NOT :
Bestemt hot, jeg kommer helt sikkert til at bruge den meget.