Bomulden

Monday, November 27, 2006

LOVE



Jeg synes at jeg er forpligtet til at vise jer den her. Min søn er bidt af en gal pirat, så da jeg for 3/4 år siden så den hos butik sommerfuglen, var både han og jeg solgt. Nu er problemet bare, at den er for bred, den er for kort og han synes den kradser. JEG GRÆMMES. Det med at den kradser, det ved jeg nu ikke. Garnet er super lækkert, men jeg burde selvfølgelig have tænkt på at mine børn er yderst uldoverfølsomme. Pasformen er som sagt slet ikke god, måske er det mig der har klokket i det, hvem ved. En ting er dog sikkert, jeg elsker den stadig.

Tusind tak til Helle, for den søde kommentar

Friday, November 24, 2006

FARVEKRISE

Jeg må sige at det er med blandede følelser at jeg strikker Miyake, jeg er vild med modellen og det er sådan et strikketøj man ikke behøver at koncentrere sig alt for meget om, men jeg sidder hele tiden og tænker, at den burde have en anden farve. Nu hvor jeg har strikket et stykke, kan jeg godt se at den er mere petroleumsgrøn end blå. Klog af skade, har jeg lige købt en hel stak farvekort fra Garn.dk, det er BC garn og der er rigtig meget guf. De har også fået opskrifter og der er en fed bluse med kryds hals, af Jytte Slente, den må jeg helt klart lave på et tidspunkt. En anden ting jeg lige har spottet, er en stribet frakke i 18 forskellige farver ( design Uldstedet) fra Eventyrgarn, den er også sat på ønskelisten.
Jeg er ked af at jeg ikke kan linke jer hen til de forskellige steder, men jeg satser på at lære det på et tidspunkt.

Monday, November 13, 2006

MIYAKE


Jeg har lige fået Miyake fra Design club dk. Hurtig levering fra Lund + Lund. Farven er petroleum og jeg synes at den lægger sig voldsomt op ad den gønne farve til Snowdrop, jeg ved ikke hvad det er med mig og de grønne nuancer for tiden. Og dog, når jeg nu ser den på billedet, synes jeg egentlig, at den er blålig. Måske skal jeg bare acceptere, at den er petroleumsfarvet og at jeg heller ikke har noget tøj, der passer til den.

Sunday, November 12, 2006

FÆRDIGT ARBEJDE

Så er Snowdrop færdig. Der er ingen tvivl om, at det er en skøn model både at strikke og have på. Den blev strikket på fire dage, og jeg nød at strikke den fra start til slut. Jeg har fulgt opskriften nøjagtigt, men skulle jeg gøre noget om, ville jeg lave det glatstrikkede stykke 5-10 cm. længere.
Jeg ville i så fald skulle bruge et ekstra ngl. kid zeta.

Spiralsokker? Ja, det er første gang at jeg kaster mig ud i sådan et par, og bestemt heller ikke den sidste. De er til Asbjørn, og de sidder perfekt på hans fod. Striberne? Jeg ved, at det er en smagssag, men jeg synes faktisk, at det at striberne er forskellige på hver sok, er charmen ved den slags garn. (Fortissima disco)


Tuesday, November 07, 2006

CAMOUFLAGE



Så blev Asbjørns camouflagehue færdig, sweateren lavede jeg færdig for tre uger siden.

Fakta: Garnet er Smart fra Sandnes

Sweatern er eget desig

Huen er fra et strikketillæg i Hendes verden nr 39/2006

Sunday, November 05, 2006

I ULDSTEDET

Jeg har været i uldstedet og shoppe. Jeg lovede jo mig selv at det næste projekt skulle være til mig og sådan blev det. Nu har jeg læst spalte op og spalte ned om Snowdrop og hvor fantastisk den er, så jeg må prøve en selv. Foreløbig er jeg godt tilfreds, garnet er tvinni og kid zeta og den bliver superblød og lækker. Jeg faldt for den grønne farve, selv om jeg ikke tror at jeg har et ærligt stykke tøj at matche den med, på den anden side set har man jo så en god undskylning for at købe noget nyt.
Der røg også lige tre nøgler strømpegarn fra Fortissima og et nøgle bambi fra Grignasco ned i posen, jeg tror at bambi skal bruges til en halsdisse til Andrea.

Wednesday, November 01, 2006

SEJE TØZER


Må jeg præsentere jer for Betty.B, min datters bedste veninde. Jeg købte bogen Strikkede tøzer af Claire Garland for tre måneder siden og Andrea blev ellevild. Hun fik lov til at vælge en dukke fra bogen og valget faldt på Betty, det er den herligste bog til små og store piger. Andreas kusine på tolv har også købt den, hun drømmer om at blive designer så, det er jo en genial måde at lære at strikke og sy på , uden at det helt tager magten fra en. Andreas nederdel i kaunigarnet? Nåh den , ja efter en lang og dødkedelig proces, fandt jeg ud af at den var alt for bred, måske i virkeligheden min størrelse, hvis jeg så bare havde været en meter høj, men det er jeg ikke , så den ligger i skabet til optrevling. Jeg har så i stedet kastet mig over en hue til Asbjørn i Camouflagegarn ( Smart fra Sandnes), det kære barn mener nemlig, at han med sine seks år er blevet alt for gammel til elefanthuer. Huen er efter opskrift, så der er forhåbentlig en chance for at den passer.
Nu vil jeg gå i seng og læse Debbie Stollers bog Kvinde med pinde, som jeg lige har lånt på biblioteket